*

Vi er inviteret til bryllup. Brudeparret er så unge. Molly mener, vi er som familie, fordi jeg har kendt hendes mor altid. Jeg siger, du er som en datter for mig. I lige måde, siger Molly. Hun er mig kær, Molly, den eneste ven, jeg har, selv om vi ikke ser hinanden så tit. Sidst hun var her, forærede hun mig en mobiltelefon. Den mest ubrugelige gave overhovedet. Molly, sagde jeg, det hedder en mobiltelefon, hvad skal jeg med den? Du kan sende sms’er til mig, sagde hun. Om hvad? Om at nu drikker jeg te, nu tror jeg, at A vil gøre det af med mig. Der er kamera i, sagde hun. Men hvad i alverden skal jeg fotografere. Jeg oplever jo ikke noget. Heller ikke i dag oplevede jeg noget. Sådan siger jeg hver aften. Du finder nok på noget, sagde Molly. Så gik hun.

*

Når A forlader tavsheden, skriver jeg. At skrive er også ikke at tale. Det er at tie. At brøle uden lyd. Køer og løver brøler. Krigsfanger, politiske fanger og kz-fanger gør os til mennesker igen ved at skrive om tiden i lejren eller i fængslet. Kun jeg slap væk, så jeg kan fortælle dig det. Hvad jeg præsterer må sammenlignes med tålmodighedsarbejde. Havde jeg dog bare et fromt hjerte, alle de uhyrligheder, jeg forestiller mig, samt mine drømme.

*

huskede jeg alting, huskede jeg alting

*

Mit hjerte: jeg forelskede mig i A.

Mit hoved: jeg er bange for, hvad han vil gøre ved mig.

Min hånd: den højre, den jeg skriver med.

*

Papiret er groft og uden linjer, det må stamme fra dengang, jeg ved en fejltagelse meldte mig til croquis. Er du sur, sagde vi i skolen, når der var en, der ikke skrev lige på tavlen, eller vi sagde, er du glad, hvis bogstaverne gik opad. Da vi kom til skråskrift, elskede jeg det. Håndens møjsommelige arbejde. At få mine egne bogstaver til at se ud som de fortrykte i hæftet, f i tre etager. Pilen ned i ærmet, lærte vi, og vi sang på Grøn er vårens hæk, ned og ned og hen og ned og ned og løft. Jeg sad bøjet over hæftet, albuerne en håndsbredddes afstand fra brystet. Sådan skrev jeg uden at skrive noget, bare skrive af, i en og samme bevægelse, ikke løfte pennen fra papiret, ikke endnu, selv om det føltes nærmest umuligt at få fingrene til at lystre. Tegne bogstaverne ord for ord, ligne en voksen på kontor. At skrive er virkelig ikke den mest naturlige ting. Lille i, lille u, lille e. En hel side med hver, og så sid nu ret, sid nu ret, to gange på hver linje, ja og nej, ja og nej, du og jeg, du og jeg. rød rød rød, gul gul gul, blå blå blå, grøn grøn grøn, ond ond ond, god god god, hård hård hård, blød blød.

jeg må jo passe på

jeg må jo passe på

jeg må jo passe på

nu må jeg tage fat

nu må jeg tage fat

nu må jeg tage fat

kom kun frit frem

kom kun frit frem

kom kun frit frem

han skal være inde

han skal være inde

han skal være inde

jeg kan sidde fint

jeg kan sidde fint

jeg kan sidde fint

vi kan skrive pænt

vi kan skrive pænt

vi kan skrive pænt

jeg var før så lille

jeg var før så lille

jeg var før så lille

nu er jeg blevet stor

nu er jeg blevet stor
nu er jeg blevet stor

Tid, sted, person

Revision af Den evige ægtemand (kapitel 1)

Veltsjáninov allerede sommer Veltsjáninov stadig Petersborg sin sydlige Rusland han stadig hans endnu ingen i den sidste tid for blot tre måneder siden ham pludselig nu nu mig mig han i den senere tid ofte sig selv han sagfører han han selv han sig selv sagførerens på egen hånd sagføreren ham nu ferietid på landet han sig han Petersborg stadig der Petersborg nætter ens lejlighed han Det store Teater han ham hans fra dag til dag hypokonder han altid Veltsjáninov ungdom sig han altid nu han allerede år alderdom han ham han årenes ham hans hans han endnu mand mand der hvem som helst endnu han man ham man straks verdensmanden ham mand endnu han sin hans han i årenes løb sig endnu Veltsjáninov sin han selv han menneske man lyst hoved begavelse hans tidligere i hans unge år damernes endnu mange de ham menneske menneske allerede for ti år siden hans verden dengang enhver der ham straks sig ham nu snart han nu allerede ungdommens man menneske man hans ofte de før han han menneske for blot to år siden gut selskabsmand han nu sig selv han bekendtskaber han sine endnu hér nu menneske han nu folk som ham hans hans lidt efter lidt før nu nu hans man sig man han ofte sig selv ham han tidligere aldrig nu ham han sin sin han sin ikke længere sig han sig selv andre han selv han nu sin han i visse andre stunder han i den senere tid sin ham ofte han om morgenen han sin han under nattens timer han i den sidste tid han allerede længe han han sig sig selv hans i den senere tid om natten ham om dagen ham han læge bekendt ham lægen ham ved nattetid mennesker under nattens ofte gennem et helt langt liv pludselig pludselig straks den pågældende han vedvarende man før Veltsjáninov sig han han nu han sig selv ofte han snart i morgentimerne hans ham ved nattetid pludselig år hans pludselige Veltsjáninov allerede længe hans han sine bekendtes disse han dem han for blot et halvt år siden han i dette korte tidsrum han fra dag til dag ham han allerede ti femten år hans han nu han i mellemtiden nu hans ham hans gentleman der i sin tid sine hans nu ham han nu tidligere ham fortidens han dengang nu ham han hans nu han sig han for blot to år siden han han hans ikke straks han sit tidligere han sig han ham han engang han hus han for ikke så længe siden han man en anden gang damer ham han sin alle hans ham folk hvem han hvem han allerede han han snart han pludselig for længe siden skikkelse mandsling embedmand som han engang for mange år siden han han den gamles nu ham han nu den gamle dengang sin datter ikke længere pige der ham hvem byen den gamle ham datteren pludselig han sine alle de tilstedeværende man den gamle ham Veltsjáninov nu sig den gamle mand pludselig ham med ét aldrig et øjeblik hans dengang ham nu den gamle ham nu ham dengang skolelærers hustru kone som han han aldrig han kort efter byen han manden nu han pludselig hans ham ham hans pige familie pigen ham han  hende han selv hun ham barn i verden derefter derefter han hende han Petersborg hende tid et helt år igennem han nu pigebarn hun barnet han nu straks hans vi allerede hans man hans efterhånden nu og da han sin han sig egen sig hans bekendte ham sig ham i forbigående ham i øjeblikke ham selv hans efterhånden før nu hans han undertiden sin sig selv hans ham altid en eller anden min mig mig ham ham jeg jeg jeg nu snart år den dag i morgen lærerhustru hun mig jeg dreng fyrste moderens søn fyr jeg for elleve år siden han mig i samme nu jeg ham ham min jeg nu mig mig selv lærerhustruen den unge fyrstesøn han før til tider ham menneske evig og altid man med visse mellemrum han Veltsjáninov han i mellemrummene efterhånden tiden hans Petersborg juli allerede nu og da han pludselig sig et eller andet sted Krim allerede efter en times forløb han Syden mig jeg menneske Petersborg han her dette hus offentlige lokaler hvor jeg gesjæftsmennesker der dér evig mennesker småpøbel der her i byen mig fra morgen til aften man Petersborg paradis hypokondrist hér ingen her damer badestederne jeg ingen steder jeg hér.

*

Ud går jeg kun sjældent, jeg kan ikke vide, hvad der vil ske her, mens jeg er væk. A stoler jeg ikke på, jeg ved ikke, hvad han tænker og spørger ham heller aldrig. Han spørger heller ikke mig.

         Jeg husker ikke, hvad det sidste, vi sagde til hinanden, var. Jeg husker heller ikke nøjagtigt, hvor længe tavsheden har varet. Man aftaler jo ikke ligefrem den slags. Men jeg husker præcist, hvor svært det var i begyndelsen. Hvordan jeg kom til at bryde mit eget tavshedsløfte med åndssvage spørgsmål. Er du kommet? Går du? Hvor har du lagt avisen? Har du set posten? (Både brevene og den daglige gæst i rødt). I radioen i dag, sagde jeg og stoppede mig selv. Jeg sagde sikke en hoste! Måske overvurderer man ofte samtalens betydning. Det irriterede mig vanvittigt, at jeg ikke kunne holde mund. Unfamous last words, eller noget i den retning. A ville svare med en sjov bemærkning, hvis jeg spurgte ham. Alle mennesker bliver så smukke, når de ler, sikke noget at skrive, men det er sandt, også dem uden tænder.

Den ubrudte tavshed helt præcist, jeg ved ikke, hvor længe den ubrudte tavshed har varet. Når jeg så samtidig tænker på det antal tåbeligheder, jeg fremsagde, dengang vores bekendtskab var nyt. Fordi jeg var så bange for at kede mit nye selskab, fordi jeg var så forhippet på den vittige konversation, fordi jeg hægede om den første friskhed. Var der noget, du prøvede at sige til mig, noget jeg ikke forstod. At vi var døde, længe inden skibet sank.

Det går mig på, hver gang jeg opdager, at der er noget, jeg har glemt. Jeg sammenligner den form for glemsomhed med at glemme sin nøgle. Man roder i den ene og den anden lomme og bliver dobbelt irriteret, fordi man har glemt, og fordi man har mindet sig selv om ikke at glemme. At man lagde nøglen i lommen på den anden frakke sidst. Man kan glemme øjeblikke af meningsfuldhed, man lover og mener det, man lover, og glemmer det så sidenhen. Man taber hukommelsen, tænderne, håret taber man, man taber alt af syne. Man ler højt af en vittighed og borte er den. Jeg vil huske, at det er Nicolai Eigtved, der har tegnet Københavns smukke bygninger, hvilken frekvens, radioen skal stå på, at mælken koger over så snart man vender ryggen til. Uden fortiden har man kun i dag og i morgen. I dag, hvor jeg skriver, i morgen, hvor jeg skriver. Uden svar på mit brev af den og den dato bringer jeg herved sagen i erindring. Sådan skrev jeg i adskillige breve, da jeg arbejdede som advokatsekretær. Dengang skrev jeg, i dag skriver jeg, i morgen skriver jeg. Skrev, skriver, skriver, dengang, i dag, i morgen osv.

Jeg kan ikke sige, om kurven over ord, vi udvekslede, er omvendt proportional med kurven over mit forbrug af romaner. Jeg læser de russiske fra en ende af, i dag Den evige ægtemand, titlen vakte naturligvis min interesse. Ordene omvendt proportional dukkede uden videre op i mit hoved. Jeg må have hørt dem i radioen ligesom Golanhøjderne og the news in English edited and read by Julian Isherwood. Som hvad for muligheder ligger der i Bruxellles? Som Doggerbanke og Enemark Stenemark, som jeg engang troede, han hed. Alene på en stenet mark, jeg så det for mig. Hvordan skulle man overhovedet også kunne regne sådan noget ud, og hvis man prøvede at tegne det, hvad ville stedet, hvor de to kurver krydser hinanden, så sige om nogen verdens ting.

To kurver vedrørende tavshed:

*

Jeg var aldrig påbegyndt disse optegnelser, hvis ikke det havde været for tilværelsen med A. Min elendige epoke kalder jeg de seneste år, vi har levet sammen, vel vidende at det endnu ikke er slut. Jeg tilbringer mit liv med det, der ligner en venten, en dag vil det vise sig på hvad.

Den anden dag læste jeg om et nygift par. De hedder Bui Thi Thuy og Kim Tae-goo, og de mødte hinanden i Hanoi på en bar med et engelsk navn, Lucky Star Karaoke Bar. Rimer, gør det ved gud, men om det er et held, at de traf hinanden der, ved de vel knap nok selv på nuværende tidspunkt.

         Bui Thi Thuy er kvinde, vietnameser og 22 år. Kim Tae-goo er mand, sydkoreaner og 51 år. Han har planlagt en fem dages tur til Hanoi for at finde en brud. Han får hjælp af en ægteskabsmægler. Han har valgt Bui Thi Thuy mellem 23 vietnamesiske kvinder. De sad i en u-formet sofa på Lucky Star Karaoke Bar.


                                                                                      

Eller var det Bui Thi Thuy, der valgte Kim Tae-goo, da han præsenterede sig selv over for de 23 kvinder og fortalte, at han bor sammen med sin mor og datter, at han er bonde og dyrker ginseng og æbler, og at han vil sende $100 om måneden til sin kommende hustrus forældre hjemme i Vietnam.

”Is that o.k. with you?” siger han.

”I know how to farm,” siger Bui Thi Thuy.

Der stod, at det siden 1980’ernes udbredelse af skanningsteknologi er blevet lettere for gravide kvinder i Sydkorea at få oplyst, om de venter en datter eller en søn. Nu er der alt for mange ungkarle i Sydkorea. Kvinderne kan vælge og vrage, hvis de overhovedet gider gifte sig, nu de har fået uddannelser og jobs. De har vraget Kim Tae-goo. Sådan ser de vietnamesiske kvinder ikke på det.

         Ved vielsen i Hanoi er Bui Thi Thuys far, Bui Van Vui, bekymret. Han synes aldersforskellen mellem datteren og Kim Tae-goo er for stor. Svigerfar er et år ældre end sin svigersøn. ”Don’t worry, don’t worry about a thing,” siger brudgommen. Han foreslår ægteskabsmægleren, at de fortæller den ængstelige far om kompensationen. Det mener ægteskabsmægleren, de skal vente med.

         Vielsen fejres på en restaurant, og da Bui Van Vui ser en sidste gang efter sin datter, skriver journalisten, at han presser to fingre mod sine læber og sender hende et farvelkys.

         Hvad mon han tænker? At det nok skal gå? At han fortryder denne dag?

Kim Tae-goo har lovet Bui Van Vui, at han vil elske hans datter og passe på hende i al evighed.

Det er så let at love

                            og hvad så

                                              ja hvad så

*

Jeg er ikke en pistol.

   Jeg ved end ikke, hvordan man bruger sådan en. Ej heller om jeg ville kunne skyde et andet menneske. A kan gøre mig noget så bange, men ligefrem slå ham ihjel. Det kunne jeg nok ikke.